Mange mennesker spørger interesseret til Marienlyst Slot og hvad der egentlig sker med Slottet. For at imødekomme de mange spørgsmål, så har vi oprettet denne hjemmeside. I dag fremstår Slottet som en byggeplads, støvet og snavset, rummende en række iboende fortællinger - men vil efter restaureringen forhåbentlig danne ramme om et moderne og fremadrettet museum.
 
J-F-Joseph Saly. 1717-1776. Fajancebuste af Frederik V. 1754
Facaden. Medaljon med egeløv
 
For at ikke alt vedrørende Marienlyst Slot skal dreje sig om fugtproblemer og svampeangreb, bad jeg museumsassistent Henrik Sylvest om at gennemfotografere Slottet, inden alle museumsgenstande blev fjernet. Det er nogle af disse fotografier, der ses på denne hjemmeside. Når man i dag ser på fotografierne, er det ikke svært at få øje på den røde tråd – den historiske atmosfære og fordybelsen i de mange detaljer. Man bliver fuldstændig besat af den arkitektur, som Jardin er mester for, ligesom man hovedkulds forelsker sig i de smukke møbler af arkitekt Lillie. Detaljerigdommen er et helt overflødighedshorn: de smukke blomsterranker, de fem sanser i hver sin ovale træramme, hvor for eksempel synet symboliseres ved en strålende sol, et spejl og et våbenskjold med ørnen – en af fuglenes mest skarpsynede medlemmer, der ifølge legenden kunne modstå solens magt på sin himmelflugt. Fajancebusten af Frederik V – udført af billedhuggeren Saly, der også er mesteren bag en af verdens smukkeste rytterstatuer, Fredrik V midt på Amalienborg Slotsplads. I hvert eneste af fotografierne fra Marienlyst Slot høres stilheden. I den er den afløst af en symfoni af banken og hamren, der til tider overdøves af larmen fra de gigantiske motorer, der opvarmer Slottet for at få bugt med den ægte hussvamp. Marienlyst Slot fremstår som en byggeplads, støvet og snavset – rummende en række iboende fortællinger – men vil efter restaureringen forhåbentlig danne ramme om et moderne og fremadrettet museum.
Mona Faye. Museumsinspektør emeritus.